Lige som den ultimative lykke føles kort og kun kommer i momenter, sker det samme, når jeg maler. De momenter, hvor jeg er fuldstændig i ét med maleriet. Pulsen bliver høj – det bliver jeg også. Nærmest manisk. Jeg går meget sent i seng og står op igen meget tidligt. Og selvom, jeg kun har fået 3 – 4 timers søvn, ligger adrenalinen i systemet. Med morgenhår, pyjamas og en krus kaffe i hånden, går jeg direkte ind i atelieret, til det maleri, hvor jeg lagde penslen for 4 timer siden. Kigger, ser, studerer, forestiller, fantaserer. I ryk, sætter jeg mig bag lærredet, blander farverne intensivt og maler helt inde fra sjælen. Pludselig er det blevet aften, og jeg opdager, jeg stadig sidder i min pyjamas.
Der hvor kaffekruset står, er virkeligheden – indtil jeg svømmer ind i min egen verden og skaber min egen Avatar – Det er min virkelighed.
Det er de malerier der bliver de allerbedste. De kommer ærligt fra min sjæl, og jeg er så bange for at slippe det helt specielle flow, som man bare ikke skal tage for givet. Du hænger fast i flowet, som en tæge til varmt blod – men et enkelt forstyrrende telefonopkald, kan få dig væk fra den skrøbelige sårbare proces.
