Mie Ejes billedverden viser os et sandt paradis her på jord. Et paradis, hvor dyr, tigre, hjorte, næsehorn og alverdens fugle færdes mellem hinanden i fredsommelighed og harmoni. Et tropisk paradis uden vold og ødelæggelse og – som en konsekvens heraf – blottet for mennesker. I hvert fald nutidige mennesker, for i nogle af malerierne ser vi på træstammer eksempler på traditionelt balinesisk træskærearbejde. Demonstrerende, at vi engang havde evnen til fredelig sameksistens, men at vi i dag har mistet denne. Opsatte, som vi er, på at ødelægge verden så hurtigt som muligt.
Ligger der et indirekte politisk budskab i dette, er Mie Eje ikke desto mindre en kunstner, som insisterer på at komme med positive modbilleder. At vise en verden, hvor alt er godt. Det er jo dette, kunsten kan. Få os til at tro på og leve os ind i et magisk sted. Om ikke andet, så få os til at holde en pause fra alle de fortrædeligheder og ulykker, vi dagligt ser på tv og de sociale medier.
Mie Eje er selvfølgelig ikke den første kunstner, der har gjort dette. For over 100 år siden viste Henri Rousseau os en sådan verden af harmoni og optimisme, og i Danmark demonstrerede den overbeviste kommunist, Hans Scherfig, os om, at lykken kan findes, om ikke i den virkelige verden, som i hvert fald i fantasiens.
Ud over den fælles tematik har Mie Eje også noget andet til fælles med de to berømte kunstnere: en måde at opbygge billederne på, så de ligner folkekunst og etnisk kunst mere end det klassiske europæiske maleri, der bygger på centralperspektivet. Mere end traditionelle malerier med forsvindingspunkt ligner Mie Ejes kompositioner billedfriser, som oftest med en tredelt komposition, hvor hver enkelt afsnit deles op af lodrette træstammer. Som et andet anti-centralperspektivisk element ser vi, hvordan baggrunden ofte lukkes af et bånd af træstammer på række og geled efterladende en meget lille billeddybde. I stedet for at se ind i billedet som i et traditionelt maleri med centralperspektiv, bevæger vores blik sig altså hid og did på overfladen konstant opdagende nye detaljer, nye dyr, nye blomster og nye fortællinger.
Alt dette er med til at give alle Mie Ejes malerier en stor grad af abstraktion. Vel kan vi genkende hvert enkelt dyr, men set i sammenhæng danner flamingoernes s-formede halse, tigrenes striber, hjortenes gevirer, elefanternes stødtænder og abernes snoede haler smukke mønstre og arabesker på billedfladen suppleret af blomsternes, planternes og træernes myriade af former og figurer. Alt sammen givende et meget dynamisk linjespil, som, for at det hele ikke skal blive for overvældende og kaotisk, holdes på plads af tomrum, der giver den nødvendige ro.
Dertil skal lægges farverne. Tropiske klare og lysende farver, der glitrer og glimter som juveler og er med til at give Mie Ejes billedverden et karakteristisk skær af magi. Og er med til at gøre hendes malerier så venlige og imødekommende. Man bliver simpelthen i godt humør af at kigge på dem.
Og er det egentlig ikke en rigtig velgørende ting?
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen.